Historie


Siden korets opstart i 1987 har der hvert år været rekruttering af nye drenge til koret fra byens skoler. Meget hurtigt fandt koret en størrelse på omkring 50 drenge og 25 herrer. Denne størrelse har koret haft siden.

Når en dreng bliver optaget i koret, får han sangundervisning en periode, ligesom han bliver skolet i nodelæsning og hørelære. Hvis drengen har et særligt talent, får han undervisning i solo-sang. Fra korets ledelse tilskyndes drengene også, hvis det på nogen måde er muligt, til at spille på et musikinstrument for derved at udvikle musikalitet og nodelæsning. Der er altid blevet satset på at give drengene en god musikalsk skoling.

Fra 1991 blev det muligt at rekruttere herrestemmer fra de drengestemmer, som var gået i ”overgang”. Siden er alle herrestemmer rekrutteret herfra. Det er der flere fordele ved: Disse herrer kender korets klang, kender repertoiret, er fortrolig med arbejdsformen og har fået en god skoling i nodelæsning. Det betyder også, at der blandt dem er en levende interesse for den klassiske musik. Adskillige har haft et så ”alvorligt møde” med musikken, at de har valgt at gøre den til deres hovedbeskæftigelse.

Koret har naturligvis gennem årene haft sin største aktivitet ved Domkirken. Koret har sunget til gudstjenester og koncerter, det har opført oratorie, og det har deltaget ved adskillige pladeindspilninger. Hvad gudstjenester angår, har koret de seneste år haft de største udfordringer i de liturgiske gudstjenester – også kaldet aftensang - som finder sted den første fredag i hver måned. Her synger koret et varieret repertoire bestående af bibelske salmer, gregorianske responsorier, magnificat-satser og motetter.

Koret har også gennem tiden givet koncerter i mange andre kirker i landet, ligesom det har haft en spændende rejseaktivitet i udlandet. Koret har haft en god kontakt til koret i Ely Cathedral og Portmouth Cathedral i England og korene har været på gensidigt besøg og har og sunget sammen.

Koret har i øvrigt rejst i Frankrig, i de nordiske lande, 2 gange i Grønland og i USA, Canada og New Zealand.

Korets fornemmeste opgave er at være en god støtte i gudstjenesterne til menighedens salmesang, og at fremføre smuk korsang, som understøtter gudstjenesterne.

© Copyright- Simon Lorentzen, Slofoto http://slofoto.dk
© Copyright- Kent Pørksen

Spørgsmål om koret, kontakt korleder Finn Evald på E-mail: fe@rdd.dk